Fortsæt til indhold

Idrætsvisionerne i Lejre kommune

Læs mit debatindlæg på sn.dk

Skal Lejre kommune fortsætte med idrætsvisionerne ?

På det nyligt overstået styregruppemøde i ”Bevæg dig for livet” (BDFL) skulle resultaterne af den første periode præsenteres og det skulle diskuteres om visionen skulle fortsætte i en ny periode.

Lad mig med det samme afsløre, at referatet vil fortælle at punktet blev ”diskuteret”, men reelt er det min opfattelse at beslutningen var taget på forhånd. Når budgettet for de kommende år bliver vedtaget i Lejre kommunalbestyrelse inden for kort tid, vil det formentlig fortælle at visionsarbejdet er afsluttet.

Formålet med BDFL var at etablere et samarbejde mellem kommunen, Lejre Kommunes idrætsforeninger, Danmarks Idrætsforbund (DIF) og DGI, med det formål at få flere til at bevæge sig og flere til at være aktive i idrætsforeningerne. DIF/DGI samarbejder med 25 forskellige visionskommuner i hele landet og har i forvejen dialog med alle deres medlemsforeninger.

Jeg forstår, at nogle af kommunalbestyrelsens medlemmer ikke mener, at visionssamarbejdet med DIG/DGI reelt har givet et udbytte, men at resultaterne udelukkende skyldes den projektmedarbejder, som har været tilknyttet visionsprojektet. Vi er i Lejre Idrætsunion (LIU) ikke enige i den opfattelse, men er dog glade for at der er blevet fastansat en Idræts – og foreningskonsulent i Lejre Kommune. LIU ønsker dog, at Lejre Kommune fortsætter med at være visionskommune på idrætsområdet. Det er LIU’s klare opfattelse at et samarbejde med DIF/DGI og forankret i et arbejde med borgmesteren ved roret, vil have langt større gennemslagskraft end bare et lokalt Lejre forum under et kommunalbestyrelsesudvalg. De problemer, som mange foreninger har med at fastholde medlemmer og tiltrække frivillige (især unge), er noget hvor vi skal trække på erfaringer fra andre kommuner og foreninger gennem visionssamarbejdet.

Jeg er personligt ked af, at man fra kommunalbestyrelsen ikke ønsker dette visionssamarbejde med DIF/DGI, men tror at Lejre Kommune selv kan løse alle udfordringer. Uanset beslutningen, vil LIU dog fortsætte vores arbejde på vegne af vores medlemmer og deltage konstruktivt i ethvert forum, som har til formål af forbedre idræts- og foreningslivet i Lejre kommune.

Jesper Fischer
Formand, Lejre Idrætsunion

 

Skriv et svar